Menu

OGSÅ UAFGJORT I TREDJE TRÆNINGSKAMP

image Victor Fiala - reducerede for KFUM med et flot mål. FOTO: JAKOB TERMANSEN
Leon A.
05. august 2023 kl. 16:15
KFUM bagud 0-2 efter 17 minutter, men spillede 2-2 mod Ringsted

 To angreb og to mål, og efter den opskrift var KFUM bagud 0-2 efter 17 minutter i træningskampen på hjemmebane mod DS-oprykkerne fra Ringsted.

 Men med indskiftningerne af Rasmus Hansen, Emil Ølvang og Jonas Sjøbeck fra 2. halvlegs start kom der andre boller på suppen, og opgøret endte 2-2. Den tredje uafgjorte træningskamp i denne sommer ud af tre mulige.

 De blå-hvide manglede bl.a. sygemeldte Christoffer Blond og Benjamin Sode.

 I det 5. minut blev et hjørnespark forlænget mod modsatte stolpe, så Nicklas Rasmussen kunne bringe sit hold foran. 2-0 var resultatet af en hurtig omstilling og en friløber, som blev udnyttet af Rasmus Jensen.

 Offensivt havde KFUM ikke haft meget at byde med før pausen, men det skulle blive anderledes fra 2. halvlegs start.

 Carl Severinsen fik her den første mulighed og rundede den fremstormende målmand, men en forsvarer reddede kastanjerne ud af ilden. I det 10. minut blev det 1-2 på en flot scoring efter et fint angreb. Lucas Remien afleverede fra venstre, og ved højre stolpe blev bolden flugtet i nettet af Victor Fiala

 I fortsættelsen mistede KFUM desværre noget af kadencen med mange unødvendige boldtab, ligesom gæsterne fik store områder at kombinere på. Ringsted spillede sig da også frem til tre gode muligheder, som holdet ikke fik udnyttet.

 Men 10 minutter før tid fældede gæsternes målmand, Timmi Nielsen, Jonas Sjøbeck, og Christopher Grube udnyttede straffesparket. 

 I slutfasen var KFUM nærmest sejren, men keeperen forhindrede med en god redning Carl Severinsen i at score. Dernæst blev Jonas Sjøbeck spillet fri i venstre side, men med kampens sidste berøring sparkede han få centimeter forbi den fjerneste stolpe.

 Nu er der så fløjtet af for rækken af træningskampe. Tirsdag kl. 18,30 får KFUM besøg af Brønshøj i pokalturneringen, og næste lørdag gælder det Greve i Danmarksserien, ligeledes på Boresko Park.

Luk