PINLIGT SAMMENBRUD I 2. HALVLEG

Ud fra en objektiv, neutral vurdering kunne man sagtens påstå, at det er et eksempel på charmen ved fodboldspillet, at du den ene lørdag vinder 1-0 over et stærkt mandskab og en uge senere taber 0-3 til et væsentligt svagere hold.
Men en sådan betragtning ville ikke være faldet i god jord, hvis den var blevet fremsat i KFUM's omklædningsrum efter lørdagens kamp i Herlev. Hvor den larmende tavshed var en logisk konsekvens af, at gæsterne efter en målløs 1. halvleg faldt helt sammen efter pausen og måtte tage hjem med et 0-3 nederlag.
- Skuffelsen skal være gigantisk, når vi taber til et hold, som reelt ikke er bedre end os. Men de må aldrig komme på 2-0 lige efter det første mål, her savner jeg, at nogen stempler op, og at vi tager fat i hinanden. Når vi oplever en sådan modgang, skal vi blive bedre til at samle os selv op som hold, fastslog cheftræner Søren Sørensen.
På grund af skader og sygdom manglede han Jonas Sjøbeck, Frederik Winther og Benjamin Sode.
Allerede efter 40 sekunder fik KFUM en stor mulighed, men Victor Fiala så for sent, at Matias Sjøbeck stod udækket få meter fra ham og inde i feltet. I det 16. minut endte et fint gennemført angreb med, at Christopher Grube fra højre side skiftede mod modsatte stolpe, hvor en udækket Emil Ølvang sparkede forbi.
På én af holdets sjældne omstillinger fik Herlevs Christopher Poulsen en stor mulighed, men Conrad Kromann reddede skuddet i fornem stil.
KFUM dominerede de sidste 20 minutter af halvlegen med højt pres og fornuftig boldomgang. Victor Fiala og Matias Sjøbeck fik deres skud blokeret i gode positioner, og kort før pausen kom så endnu et stort tilbud. Emil Ølvang sendte Fiala af sted mod højre mållinje, og Matias Sjøbeck kom millimeter for sent til at ekspedere Fialas flade pasning ind over stregen.
Umiddelbart lignede det med KFUM-briller et fornuftigt udgangspunkt til 2. halvleg. Og så skulle det alligevel gå helt galt.
Omkring 20 sekunder var der spillet, da Herlev med to-tre hurtige pasninger havde splittet forsvaret ad, så Frederik Jørgensen i fri position kunne score til 1-0. Godt fem minutter senere straffede hjemmeholdet et boldtab på den sidste tredjedel, og så fik Frederik Jørgensen en friløber, som han igen udnyttede.
Efter et kvarter gav Emil Ølvang plads for Jacob Milo, 20-årig offensiv midtbanespiller og debutant. Lidt senere vandt Christopher Grube energisk bolden lige uden for feltet, men sparkede lige forbi. I den anden ende headede Christopher Poulsen over mål på en stor chance, og Christoffer Blond fandt en god position på et frispark, men headede i favnen på målmand Roda Moazzeni.
Victor Fiala og Cal Severinsen gik ud, ind kom Lukas Christoffersen og Lucas Remien. Rasmus Hansen rykkede frem i forreste linje ved siden af Matias Sjøbeck, men det var stadigvæk Herlev, der kom frem til de fleste muligheder. Heldigvis for KFUM blev de største tilbud misbrugt af Frederik Jørgensen og Justin Timothy. Godt et kvarter før tid sendte Lucas Remien et godt indlæg ind til en fri Matias Sjøbeck, der headede forbi fra nært hold.
Mico Elvig og Kasper Veng kom ind i stedet for Christoffer Blond og Sebastian Thillerup, og fem minutter før tid cementerede Herlev den aldeles fortjente sejr med scoringen til 3-0. Efter et frispark til KFUM satte målmanden lynhurtigt en omstilling i gang over for et ikke eksisterende forsvar, og så var det en nem sag for Frederik Jørgensen at fuldende sit hattrick.
Tre gule kort, hvoraf det ene tilfaldt Christopher Grube.