Menu

SÅ FIK KFUM BRUDT DÅRLIG VANE

image
24. marts 2019 kl. 09:31
Fin start med 1-0 i Kastrup trods brændt straffe og udvisning

Før lørdagens forårspremiere var det i de seks forudgående år ikke lykkedes for KFUM at vinde den første kamp efter vinterpausen.

 Heldigvis blev ”traditionen” brudt, da de blå-hvide kunne sætte tre point ind på kontoen efter en fortjent 1-0 sejr i DS-kampen på Kastrups kunstgræsbane.

 ”Gameplanen lykkedes, synes jeg, og vi kommer kun lidt i problemer mod kampens slutning, hvor de konsekvent slår lange bolde frem mod vores mål. Her skal vi turde spille noget mere, som vi også gjorde tidligere i kampen”, sagde cheftræner Stefan Håkansson.

 ”Og så er det altid bedre at kunne arbejde videre med noget, der kan forbedres, end at skulle gøre det med noget, som ikke kan forbedres”, supplerede den ny assistenttræner, Kim Hansen.

 KFUM manglede de skadede Mico Elvig og Patrick Juhl samt den bortrejste Morten Jørgensen, der er tilbage under fanerne i den kommende  uge.

 Startopstillingen talte fire debutanter: Tvillingerne Serkan som højre back og Erkan Firat på midtbanen, Danny Stencel på venstre kant (Rasmus Lundberg begyndte på højre) samt Kenneth Beyer helt fremme.

 Gæsterne begyndte bedst, og keeperen redde et hovedstød fra Kenneth Beyer. Umiddelbart efter kom så næste og endnu større mulighed til den ny frontløber. KFUM fastholdt presset i kølvandet på et hjørnespark, og da Jakob Sparholt blev revet omkuld inde foran mål, pegede dommeren på pletten. Kenneth Beyer sparkede hårdt, men ikke særligt velplaceret, og Gustav Drejer Hansen reddede det flade spark.

 Efter et frispark fra Danny Stencel testede en forsvarer sin egen målmand, som afværgede med en fin refleks. Senere kom  Kastrup  med i kampen med hurtigt og direkte spil over kanterne. Philip Rasmussen helflugtede lige forbi, og Lasse Johansson ramte stolpen efter en hurtig kombination i venstre side.

 Kort inde i 2. halvleg udgik en halvskadet Serkan Firat, og i stedet fik Aske Andersen come back som højre kant. I den næste fase dominerede KFUM kampen og fik belønningen i det 5. minut med et mål fra fodboldens allerøverste hylde: Nicolai Høgh sparker diagonalt fra venstre til Aske Andersen, som trækker ind og spiller Lundberg udenom. Herefter centring bagud til Emil Ølvang, der banker bolden i mål.

 I fortsættelsen var der muligheder til Danny Stencel og Kenneth Beyer, og Jakob Sparholt afløstes af Mads Pfeiffer, hvis optræden blev kortvarig. Knap  et kvarter før tid indkasserede han sæsonens anden udvisning efter gult kort nummer to. Erkan Firat gav plads for Jonas Jakobsen, debutant nr. fem, og nu pressede Kastrup på. Presset skabte dog kun en enkelt farlig situation, og Kenneth Beyer fik chancen for 2-0, men misbrugte en god chance på en omstilling. Gule kort til Kastrups Jon Andersen, Christian Grant, Adrian Lillegaard og Philip Nielsen.

 

Luk