SKIDT START FOR KFUM I 3. DIVISION

Klubbens første turneringskamp nogen sinde i 3. division blev ikke nogen god oplevelse for Roskilde KFUM.
I Vejlby Risskov Centret i Aarhus vandt hjemmeholdet, VSK, sæsonpremieren med 1-0. Et resultat, gæsterne havde al mulig grund til at ærgre sig over, og som også fik cheftræner Keld Hansen til at give udtryk for voldsom skuffelse.
” Vi havde før kampen talt om fire vigtige parametre, og et af dem var kynismen i begge ender. Det blev desværre afgørende, for vi kendte ikke vores besøgelsestid i 1. halvleg, ligesom vi straffer os selv hårdt med to røde kort. Men egentlig er de ikke gode nok til at vinde over os”, sagde træneren.
I sin startopstilling havde han fire af de nye folk, som fik officiel debut i tirsdagens pokalkamp: Victor Fiala, Marco Sander Petersen, Oliver Lassen og Josef Moussa. Frederik Winther var for første gang med fra start, og Luka Dumic jubilerede med sin kamp nr. 100.
KFUM lagde ud i frisk, offensiv stil, og i det 3. minut ramte Rasmus Hansen ydersiden af stolpen i forlængelse af et hjørnespark. Men i fortsættelsen skiftede kampbilledet.
VSK var bedst på bolden og viste mest energi, mens gæsterne havde alt for mange ”nemme” boldtab i opspillet og gav meget plads væk mellem kæderne. I det 26. minut fik jyderne gevinst af overtaget efter fint forarbejde af den meget iøjnefaldende Jonas Andersen, hvis aflevering mod fjerneste stolpe blev sparket i nettet af Magnus Clemmensen.
Mod slutningen af halvlegen havde KFUM sin bedste periode og skabte to store chancer inden for tre minutter. Først halvklarede målmanden et skud fra Oliver Lassen, hvorefter Josef Moussa sendte riposten forbi stolpen. Næste tilbud tilfaldt også Moussa, der i fri position sparkede forbi fra en halvspids vinkel efter en kombination med Oliver Lassen.
Efter pausen holdt VSK op med at spille fodbold og satsede udelukkende på at forsvare føringen. Det resulterede i 45 minutter med meget få chancer, da KFUM aldrig rigtigt fik udfordret den kompakte defensiv. Et indlæg fra Rasmus Hansen tog den ”forkerte” side af overliggeren, mens Max Christensen reddede fint, da en omstilling gav en stor chance til hjemmeholdets Rasmus Fink Hansen.
Midt i halvlegen blev Frederik Winther afløst af Amin El Barrani, der gjorde et udmærket indhop på midtbanen, mens Marco Petersen lidt senere gav plads for Mico Elvig. Denne kom ind som højre back, så Rasmus Hansen kunne rykke frem i den modsatte side.
Inden for 10 minutter i begyndelsen af halvlegen havde gæsternes Marco Sander, Josef Moussa og Oliver Lassen modtaget advarsler. Syv minutter før tid kom Moussa for sent med en tackling, og så var det tid til tidlig omklædning. Og som om det ikke var nok, så brokkede udskiftede Frederik Winther sig i så voldsomme vendinger fra bænken, at det blev straffet med direkte rødt.
Før pausen advarsler til VSK’s Simon Søndergaard og Rasmus Fink Hansen.