Menu

SOM VENTET: REN WALK OVER I POKALEN

03. august 2021 kl. 20:11
KFUM klar til 2. runde efter 8-0 sejr over Dianalunds serie 2-hold

 Som ventet var det kun en formssag for KFUM's 3. divisionshold at kvalificere sig til 2. runde i  DBU's pokalturnering.

 KFUM vandt tirsdag 8-0 på udebane over Dianalund, der netop er rykket op i serie 2 og har slået to serie 1-hold ud i de indledende runder.

 Hjemmeholdet holdt stand, til der var spillet 11 minutter. Så fandt Oliver Lassen, én af seks debutanter, vej til netmaskerne, og inden pausen havde KFUM scoret yderligere fire gange, mens gæsterne "nøjedes" med tre pletskud i de sidste 45 minutter.

 I alt blev Oliver Lassen noteret for tre mål, mens Luka Dumic scorede to gange. De resterende mål blev fordelt mellem Emil Ølvang, Frederik Winther samt endnu en debutant, Josef Moussa.

 I startopstillingen indgik to andre debutanter, Marco Sander Petersen og Victor Fiala, mens Benjamin Sode og Oliver Lauritsen blev skiftet ind til deres første officielle optræden i løbet af 2. halvleg.

  - Fra starten handlede det om, at vi skulle og vise, hvem vi er. For alle de nye på holdet var kampen en chance for at vise sig frem, og hvis det lykkedes for den enkelte, ville det selvfølgelig også gavne hele holdet.

 Sådan lød det bagefter fra cheftræner Keld Hansen, der var godt tilfreds med indsatsen i pokalkampen.

 - Mange vil måske tænke, at det kun var et serie 2-hold. Men arbejdet skal altså gøres, og som jeg kan se af nogle af de øvrige resultater i første runde, så var det altså ikke alle lavere rangerende hold, som blev sendt ud med 8-0, tilføjer han.

  Keld Hansen beretter om to "halve" muligheder til Dianalund, hvoraf den ene endte med et forsøg på overliggeren. Til gengæld forhindrede en godt spillende målmand i den anden ende, at KFUM vandt endnu større.

  - Relationerne bliver heldigvis bedre og bedre for hver gang, men selvfølgelig er det svært at vurdere, hvor vi reelt står lige nu, slutter cheftræneren.

  Næste runde i pokalturneringen er fastsat til dagene 31. august - 2. september.

 Lørdag indledes sæsonen i 3. division, for KFUM's vedkommende med en udekamp mod VSK Aarhus.

 

 

 

 

 

 

 

  

Luk