SPEKTAKULÆRT COMEBACK OG SEJRSMÅL I OVERTIDEN

Det dårlige vejr fik mange potentielle tilskuere til at fravælge KFUM’s hjemmekamp mod Dalum i 3. division. Men de, der traf et sådant valg, har al mulig grund til at ærgre sig.
Gæsterne fra Odense førte 2-0, til der manglede godt 20 minutter, men minsandten om det ikke lykkedes for hjemmeholdet at sikre sig alle tre point med en 3-2 sejr i en spektakulær og vildt underholdende kamp.
”Virkelig noget, vi kan bruge fremover, at vi endnu engang er nede, men kommer op igen, fordi vi nægter at give op. Det er simpelthen guld værd”, sagde assisterende træner, Jonas Borup Jensen, i omklædningsrummet.
” Før pausen er vi slet ikke klar, vi reagerer og kommer aldrig til at agere. Men ingen kaster håndklædet, og det er meget flo"t, supplerede cheftræner Keld Hansen.
Han gav genvalg til de 11, der startede en uge tidligere mod Frem. Men de havde voldsomme problemer i startfasen over for en modstander, der forstod at lade bolden gøre arbejdet på det våde og langhårede græstæppe. Her virkede det næsten lavkomisk, at en håndfuld KFUM’ere havde meget svært ved at stå fast og i nogle situationer skøjtede rundt som Bambi på isen. Og det gjaldt stort set hele kampen.
Fynboerne kom foran i det 6. minut, da Kristian Weber scorede fra nært hold efter et opspil i højre side. Dalum havde tilbud til mere, inden KFUM så småt kom ind i kampen. Rasmus Hansen måtte se et skud fra en halvspids vinkel blokeret, og Josef Moussa kiksede sit hovedstød i en ellers lovende situation. I minutterne før pausen måtte de blå-hvide sætte deres lid til en meget vågen Max Christensen mellem stængerne, men isoleret set var det den dårligste halvleg, holdet har spillet i denne sæson.
Fra 2. halvlegs start kom KFUM på banen med et helt andet udtryk. På syv minutter fire gode muligheder, men 11 minutter inde i halvlegen sparkede August Nielsen bolden fladt i nettet til 2-0. Josef Moussa og Shabban Hussain gik ud lidt efter, ind kom Emre Selvi og Benjamin Sode.
Godt 20 minutter før tid scorede Emre fra næsten 20 meter med et spark ved foden af nærmeste stolpe. Før og efter reduceringen havde Dalums anfører, Rasmus Schmidt, tre nærgående forsøg, bl.a. et hovedstød, som Max Christensen reddede i fornem stil. Amin El Barrani afløste Mico Elvig, og så blev slutspurten sat ind. Christoffer Blond headede et hjørnespark i mål til 2-2, da der manglede fem minutter, og få sekunder før tid stod Oliver Lassen for sejrsmålet, også på hovedstød, efter oplæg af Emre, Dumic og Amin.
Gult kort til Marco Sander samt til Dalums August Nielsen og Frederik Humlegaard.