STORSEJR MED PERLERÆKKE AF FLOTTE MÅL

Hvor ærgerligt, at efterårssæsonen er slut - nu hvor KFUM's unge mandskab i den grad er kommet i gang i Sjællandsserien!
Sådan tænkte mange, da holdet lørdag fortsatte fremgangen fra de seneste uger med en imponerende 6-3 sejr på udebane over Stenløse. Det var KFUM's første point på udebane, og resultatet betyder, at de to hold bytter plads i bunden, hvor Stenløse mangler dog en udsat kamp.
Det er første gang siden efteråret 2019, at KFUM's bedste mandskab har lavet mere end fem mål i en turneringskamp. Og det ene mål var flottere end det andet i et opgør, hvor gæsterne efter 1-1 ved pausen kom bagud 1-2, men vendte stærkt tilbage og sikrede sejren med glimrende fodboldspil, flot fight og stærk moral.
Måske var resultatet lidt smigrende, da resultatet faktisk var på vippen til langt inde i 2. halvleg. Mens hjemmeholdet fightede og sparkede fodbold, viste KFUM langt højere teknisk niveau og kombinationsspil, lige som holdet bedre end tidligere i turneringen forstod at udnytte mulighederne, når de bød sig.
- I perioder falder vi lidt ud, men flot at se, hvordan vi kommer igen med flere flotte mål, hvor vi eksekverer det, vi til daglig arbejder med på træningsbanen. Og til en afveksling, så scorer vi på vores chancer. Spillerne viste en total tro på tingene, og jeg glæder mig til at bygge videre på dette fundament i vinterpausen, hvor vi også skal have forbedret grundformen, sagde cheftræner Alexander Holmstrøm.
Begge hold startede noget famlende i en åbningsfase, præget af upræcise afleveringer og mange nærkampe. Med muligheder, dog ikke voldsomt store chancer, i begge ender af banen. I det 14. minut fik Scott Ross gult kort og en ufrivillig pause, og mens midterforsvareren stadig sad udenfor, tilfaldt kampens første store mulighed Stenløse. Med en stærk fodparade sørgede Conrad Kromann dog for, at det fortsat stod 0-0.
Stillingen holdt sig til det 36. minut, da Lucas Remien fra højre side sendte et fornemt indlæg ind mellem modstandernes to midterforsvarere, så Luka Dumic fra nært hold kunne sende bolden over stregen. Men to minutter før pausen blev Mads Nordby sendt i dybden i et stort hul i udeholdets bageste rækker, og så stod det 1-1. Stenløse fik i halvlegens sidste sekunder endnu en stor chance, som holdet ikke fik udnyttet.
Anden halvleg begyndte rigtigt skidt for KFUM, da Filip Glac indkasserede et gult kort efter bare to minutter. Stenløse fik ikke udnyttet to gode tilbud, inden hjemmeholdet blev ramt af et gult kort, men alligevel kom på 2-1 i det 18. minut. Marcus Henningsen rykkede fri i højre side, og i bestræbelserne på at blokere hans skud drejede Simon Fejerskov bolden ind over egen målstreg.
Herefter accelererede begivenhederne, og tre minutter senere var KFUM igen foran. Først flugtede Lucas Remien på fornemste vis bolden i nettet efter et oplæg fra Anton Juel Jørgensen, og så markerede en stærkt spillede Remien sig med endnu en assist, som Rasmus Hansen headede i mål ved den fjerneste stolpe.
Filip Glac og Carl Severinsen gik ud, ind kom Viktor Lundgren og Thor Havndrup. Efter stærkt forarbejde af Scott Ross måtte Anton Juel Jørgensen i fri position se målmand Lucas Macdonald parere skuddet, men syv minutter efter målet til 3-2 faldt så KFUM's fjerde fuldtræffer. Luka Dumic headede et hjørnespark videre i feltet, hvor Scott Ross' pandebrask sørgede for resten.
Småskadede Dumic fik en pause, mens Carl Severinsen kom tilbage. I to situationer havde Stenløse oplagte muligheder for at reducere, men det blev forpurret af keeper Kromann, som således tog en flot afsked, inden han rejser til Frankrig på et halvt års ophold.
I det 32. minut satte Severinsen sig igennem, og hans flade centring passerede igennem hele målfeltet, indtil Viktor Lundgren i den modsatte side udnyttede den gratis chance og scorede til 5-2. Andreas Nielsen afløste Matias Sjøbeck, og så måtte en alle steds nærværende Remien heade et hovedstød væk på stregen. Det skulle dog blive en stakket frist, da hjemmeholdets Micket Hesselholt via en afretning headede et hjørnespark i mål.
Stenløses Daniel Kanavi sendte bolden over fra nært hold, hvorefter Luka Dumic vendte tilbage som afløser for Anton Juel Jørgensen. Tre minutter senere frispark til KFUM lidt uden for straffesparksfeltet, og med fornem sparketeknik bankede Dumic 6-3 i nettet helt oppe i den nærmeste sammenføjning.