Menu

SVÆKKET KFUM-HOLD YDEDE GOD INDSATS

image Carlos Paka scorede flot mål i træningskampen i Espergærde. ARKIVFOTO: SULANJI NAUMANN
01. februar 2026 kl. 10:44
Espergærde fra Danmarksserien vandt træningskampen 3-1

 Espergærdes DS-hold var en for stor mundfuld for KFUM's unge mandskab i lørdagens træningskamp i Nordsjælland.

 Hjemmeholdet vandt 3-1 i et opgør, hvor alle fire mål faldt før pausen.

 Cheftræner Alexander Holmstrøm fortæller, at han denne gang manglede syv mere eller mindre sikre folk fra det, der kan blive startopstillingen, når turneringen går i gang om knap to måneder.

 Kampen i Espergærde fandt sted mindre end to døgn, efter at KFUM havde mødt Roskilde Boldklubs U19 divisionshold i en træningskamp.

 - Jeg indrømmer, at det rent fysisk tog mere på spillerne, end jeg havde forestillet mig. I en sådan grad, at tre bad om at blive taget úd i pausen. Det har jeg forståelse for, til en vis grad, men jeg synes også, at der ligger noget klynk i det. Her mangler holdet et rutineret samlingspunkt på banen, der kan hive de andre med op og forklare dem, at nu må de lige give den en skalle, selv om det gør ondt.

 Alligevel var kampen i Espergærde på ingen måde en skuffelse set gennem trænerens briller.

 - Endnu engang kunne vi spillemæssigt absolut være med, når vi stod over for et hold fra Danmarksserien. Og vi skal ikke glemme, at det kun er halvandet år siden, at Espergærde udraderede os med 8-0 i Sjællandsserien.

 Træneren fortæller, at nok havde Espergærde bolden mest, men alligevel lykkedes det endnu engang for KFUM at spille sig fint uden om modstandernes pres i mange tilfælde og også skabe langt flere chancer end den ene, som blev udnyttet af lynhurtige Carlos Paka.

 Han sprintede fra Espergærdes forsvar og udlignede til 1-1. Men også DS-holdet havde tilbud til flere scoringer, og KFUM kunne være glad for Benjamin "Benno" Hajdarevic, målmand på prøve, der brillerede med flere fine redninger.

 Også næste modstander bliver et hold fra Danmarksserien, da KFUM på lørdag har fået arrangeret en kamp på udebane mod FC Sydkysten.

 - Det bliver igen en stor udfordring, men jeg tror, at sådanne kampe vil gavne os på sigt, slutter Alexander Holmstrøm.


Luk