Menu

SVÆRESTE, MEN OGSÅ MEST INTERESSANTE PULJE

image
Leon A.
08. juli 2024 kl. 20:06
KFUM rangeret i pulje 1 i Sjællandsserien, hvor de fleste hold er fra Nordsjælland

 Sportsligt ligner det umiddelbart den sværeste af de to puljer i Sjællandsserien, som KFUM kunne havne i efter nedrykningen fra Danmarksserien.

 - Men jeg er alligevel glad for, at det bliver denne pulje, for efter min opfattelse vil der blive spillet bedre fodbold her end i den anden pulje. Et minus ved at være rangeret her ville også være de lange rejser til Lolland og Falster.

 Sådan lyder vurderingen fra Søren "Polo" Knudsen, KFUM's cheftræner.

 I en pulje, domineret af klubber fra Nordsjælland, har han en forventning om, at op mod halvdelen af holdene vil være så jævnbyrdige, at de kommer til at tage point fra hinanden på kryds og tværs.

 Han regner med, at dette selskab også vil omfatte KFUM samt FC Gladsaxe (tidl. VB68), den anden nedrykker fra Danmarksserien. Desuden kan nævnes Bagsværd, der for få uger siden var i slutspil om oprykning, samt Taastrup, som indtil allersidst var med i opgøret om topplaceringerne i den samme pulje.

 - Uanset hvordan truppen kommer til at se ud, er det vigtigt, at vi kommer til at træne godt og totalt fokuserede. Det er meget afgørende at få en god start, så vi igen kan få bygget en sejrsstime og en tro på tingene op, tilføjer Polo.

 Det er første gang siden 2013, at Roskilde KFUM optræder i Sjællandsserien. Dengang kom holdet fra serie 1 og skulle kun bruge en enkelt sæson for at spille sig videre til Danmarksserien.

 I sæsonen 2012-13 talte modstanderne bl.a. Taastrup, VB 68 og Espergærde, som 11 år senere alle er placeret i samme pulje som KFUM. Men i de mellemliggende sæsoner har de blå-hvide ved flere lejligheder mødt andre af de kommende modstandere, så som BSF (Ballerup-Skovlunde), Avedøre og Birkerød.

 Træningen indledes 17. juli, og fem dage senere, en fredag aften, spilles første træningskamp på hjemmebane mod DS-holdet fra Skjold. Første turneringskamp bliver lørdag d. 17. august på hjemmebane mod Espergærde, mens lokalopgøret mod Taastrup seks dage senere bliver den første af tre udekampe i efteråret, der afvikles en fredag aften.

 Og så skal holdet i øvrigt vænne sig til, at der spilles med flydende ind- og udskiftning, mens gule kort straffes med 10 minutters udvisning og altså ikke akkumulerer, så de senere kan udløse én eller flere spilledages karantæne.

          HOLDENE I PULJE 1 SJÆLLANDSSERIEN:

  Avedøre - Bagsværd - BSF - Espergærde - Farum - Rudersdal - Hellebæk - Birkerød - Roskilde KFUM - Snekkersten - Stenløse - Taastrup - FC Gladsaxe og Ølstykke.

Luk