TRÆNEREN: VI SKAL VIDERE I POKALTURNERINGEN
Formelt set afvikles tirsdagens pokalkamp efter Corona-regler, og det betyder bl.a., at tilskuerne skal sidde ned.
Til det formål har vi en fin tribune, men da folk skal sidde med behøring afstand, kan dens kapacitet langtfra udnyttes. Derfor opfordrer KFUM til, at alle medbringer deres egen stol til kampen.
Efter sejre over Odsherreds serie 3-hold og Tuse fra Sjællandsserien i de to indledende pokalrunder, er vi nu så langt fremme i turneringen, at kampen mod Avedøres Danmarksseriehold handler om at kvalificere sig til de afsluttende runder i DBU-regi.
Som beskrevet på hjemmesiden har KFUM i sommerpausen sagt farvel til enkelte spillere og budt velkommen til endnu flere.
I tirsdagens kamp bliver der tilsyneladende mulighed for tre debutanter: Robert Larsen, Andreas Lissau og Lasse Kjeldsen, alle med en fortid på forskellige niveauer i FC Roskilde. Desuden er der mulighed for comeback til Emre Selvi, der debuterede som U19-spiller i foråret 2016. I den følgende sæson scorede han seks mål for KFUM i Danmarksserien, men har siden forsøgt sig i Herlev, Odsherred og Ishøj.
Pokalkampen falder midt i en periode, hvor KFUM er i fuld gang med forberedelserne til sæsonen i 2. division, ligesom det sagtens kan tænkes, at der sker yderligere ændringer i truppen inden første turneringskamp, der spilles i Slagelse 30. august.
Pudsigt nok mødte vi den 1. august Avedøre i sommerens første træningskamp. Den endte 2-0 til KFUM, mens de blå-hvide i fredags tabte 1-2 i Karlslunde.
- Resultaterne skal man ikke lægge ret meget i, for i begge tilfælde stillede jeg stort set med to forskellige hold, efterhånden som kampen skred frem. Men det er absolut et krav. at vi vinder tirsdagens kamp. Selvfølgelig skal vi have respekt for modstanderen, men vi bør kunne sætte os igennem med det tempo og den kvalitet, som skal være en del af holdets udtryk, siger cheftræner Stefan Håkansson.