Menu

TRE UGERS FERIE - OG SÅ GÅR DET LØS MED MISSION TOP-6

image Aske Andersen - alsidig spiller. der har bevist sin værdi på mange pladser
Leon A.
15. december 2021 kl. 16:56
Skadede divisisionsspillere på vej tilbage, men Emil Ølvang risikerer lang pause

 Torsdag d. 16. december var datoen for divisionstruppens sidste træningspas i 2021. Herefter bliver ferien på godt tre uger, inden spillerne samles igen lørdag d. 8. januar.

 Lokalopgøret mod FC Roskilde i Rådmandshaven blev efterfulgt af en uges total pause fra fodbold. Herefter har træningen i udpræget grad handlet om restitution, ligesom der har været stor fokus på at få de spillere tilbage, som manglede på grund af skader i efterårets sidste kampe.

 - Lige nu ser det rigtigt ud for Christoffer Blond, Rasmus Hansen og Marc Lyster. Indtil nu har de begge primært styrketrænet, og i hvert fald Rasmus Hansen kan begynde at arbejde med bold, når vi mødes igen. Måske går der lidt længere tid med Blond, fortæller cheftræner Keld Hansen.

 Spørgsmålstegn er der i skrivende stund ved holdets anden målmand, Max Christensen, og især ved Emil Ølvang, som i værste fald først bliver klar i slutningen af foråret. En undersøgelse i denne uge ventes at give svar på omfanget af hans knæskade.

 - Lejemålet er afsluttet med de tre fra HB Køge, Victor Fiala, Christian Toftdahl Hansen og Frederik Munck, mens Lasse Kjeldsen må stoppe på grund af problemer med at få arbejde, uddannelse og transport til at hænge sammen. Men ellers synes jeg, det lige nu tegner til, at vi kan få en god opstart, tilføjer træneren.

 Han hæfter sig ved, at før rækken af skader og karantæner satte ind, var materialet stærkt nok til at sikre en 2. plads i 3. division.

- Når vi får alle mand klar, råder vi over et materiale, hvor vi har rigtigt mange, der kan byde ind på flere pladser. Eksempelvis så vi Aske Andersen spille en rigtigt god kamp som midterforsvarer mod FC Roskilde. Men uden Fiala og Lasse Kjeldsen ligner det, at vi godt kan bruge noget forstærkning på denne position.

 Cheftræneren ser også fortrøstningsfuldt på muligheden for at konvertere den nuværende 9. plads til en position blandt de seks bedste inden slutspillet, således at nedrykning ikke kommer på tale.

 - Vi fik i efteråret overstået begge kampe mod fire formodet stærke hold som FC Roskilde, Frem, Dalum og VSK. Vi skal nok bruge 10 point i de fem sidste opgør i grundspillet, og den udfordring ser jeg positivt på. Også fordi vi trods resultatmæssig modgang viste stor mental styrke i den sidste del af efteråret, hvor jeg ikke så nogen, der kastede håndklædet, understreger Keld Hansen.

 Han brugte 29 spillere i efteråret, og mange vil uden tvivl mene, at det er et voldsomt tal.

 - Men vi har konstateret, at der var brug for dem alle, og hvis vi vil begå os i divisionerne, skal vi råde over en trup af denne størrelse. Når det nu ser ud til, at der smutter fire, kan det være, at vi er nødt til at hente fire nye. Men det er også muligt, at vi kan nøjes med to, supplerer sportschef Pierre Overgaard.

 Han registrerer med tilfredshed, at truppen nu også omfatter to af KFUM's unge spillere, Jonas Sjøbeck og Cilius Træden, der fik chancen i de sidste kampe i efteråret. Blandt de øvrige har klubben forlænget aftalen med angriberen Shabban Hussain, så den nu gælder resten af sæsonen.

 TRÆNINGSKAMPE I VINTEREN 2022

  22. januar ude mod HB Køge (1. div.)

    2. februar ude mod Næstved (2. div.)

  12. februar ude mod Hillerød (2. div.)

  26. februar ude mod FA 2000 (2. div.)

    5. marts hjemme mod LSF (DS)

 

 

Luk