Menu

VOLDSOM NEDTUR MOD STÆRKT AB-HOLD

image Morten Jørgensen var klar igen, men kunne ikke gøre nogen forskel i den halve time, han fik på banen
Leon A.
19. september 2020 kl. 17:19
KFUM'erne var slet ikke "klar", kom hurtigt bagud og tabte 0-4

Højt at flyve, dybt at falde.

 En uge efter den flotte sejr i Vanløse præsenterede KFUM’s 2. divisionshold sig desværre i en helt anden udgave, da de blå-hvide havde besøg af AB. Her udnyttede gæsterne skånselsløst hjemmeholdets svagheder og vandt med hele 4-0.

 Det var KFUM’s første nederlag i en turneringskamp på hjemmebane i to år og det største nederlag siden november 2017.

 ”Den her gør ondt på alle leder og kanter. Jeg vil gerne fremhæve Lissau og Dumic, mens alle I andre bør tænke over jeres indsats.  Vi bør bære en helt anden indstilling med os, når vi går ind i næste træningsuge, fastslog cheftræner Stefan Håkansso.

 Han roste AB som et klart bedre hold, men advarede i fortsættelsen: - I de næste to kampe kommer vi over for hold, som ligger to klasser over dem, lød det.

 KFUM manglede de skadede Marc Lyster og Micki Kold Nagel, mens Robert Larsen afsonede karantæne. Max Christensen fik sin divisionsdebut mellem stængerne, Lasse Kjeldsen startede i midterforsvaret og Jakob Sparholt på midtbanen

 Fra første fløjt: løb KFUM’erne konstant forgæves i AB’s fine kombinationer, gæsterne fik rigtigt meget plads til deres opspil, og de vandt stort set alle nærkampe.  I det 5. minut fik forsvaret ikke sparket ordentligt væk midt for mål, og AB’s Sylvester Seeger-Hansen fik masser af tid til at kontrollere bolden, som han behersket sparkede i nettet. KFUM kom bedre ind i kampen og misbrugte en stor chance i det 11. minut. Mads Julø gled til mållinjen efter et fint angreb, men på hans pasning kunne Luka Dumic kun glide bolden ind i favnen på målmand Jonathan Fischer.

 I det 23. minut blev de knap 400 tilskuere vidner til kampens mest dramatiske sekvens, der muligvis også fik stor betydning for det videre udfald. Christian Klausen sendte bolden i nettet efter hjørnespark, og i fortsættelsen viste Anders Skjødt Voergaard dommerarbejde af voldsomt ringe kvalitet.

 Først godkendte han, siden annullerede han målet for en forseelse, ingen bagefter kunne forklare. Men langt værre: Tydeligt for alle på stadion fik AB lov til at sparke frisparket til en rullende bold, imod reglerne, mod spillets ånd og meget andet. Det var gæsterne dog ligeglade med, og få sekunder senere sendte Emmanuel Bio bolden til nettet iden anden ende med et flot, yderligt placeret  spark.

 Lige efter pausen måtte Rasmus Lundberg igen udgå med en skade, ind kom Serkan Firat, og 10 minutter senere blev Jakob Sparholt afløst af Morten Jørgensen, tilbage efter skade. Kort forinden havde Frederik Christensen afsluttet en omstilling med kampens tredje mål. Marginalerne var ikke med KFUM: Christoffer Blond sparkede på overliggeren fra 20 meter, og Luika Dumic headede snært udenom.

 Tredobbelt udskiftning knap 20 minutter før tid: Ud gik Rasmus Hansen, Mads Julø og Lasse Kjeldsen, ind kom Nikodem Kowalski, Danny Stencel og Mico Elvig. Kowalski tvang AB’s målmand til en redning med et godt forsøg, og gæsterne brændte en kæmpe chance, inden Emil Mygind afsluttede endnu en omstilling med målet til 4-0. Gult kort til Lasse Kjeldsen og Christoffer Blond samt AB’s Lucas Koch.

 

 

 

Luk