FIN SØNDAG MED DEL BOSQUE PÅ KFUM

Lillevang havde fint besøg, da den spanske trænerlegende Vicente del Bosque for anden gang lagde vejen forbi vores klub.
Til sommer er anlægget for tredje gang hjemsted for del Bosques spanske fodboldskole.
Næsten 50 drenge, som allerede har tilmeldt sig fodboldskolen, var mødt op søndag til en masterclass på kunstgræsbanen. Med hovedvægt på især tekniske færdigheder og pasningsspil arbejdede del Bosques to assistenter, Pau Albertí og Pau Gómez, samt en række af KFUM's trænere med drengene.
Alt sammen overvåget med stor interesse af Vicente del Bosque, der tilsyneladende var rigtigt godt tilfreds med, hvad han så. Ligesom han gav udtryk for, hvor godt han befandt sig i det familiære og afslappede miljø på Lillevang. Et miljø, han for første gang stiftede bekendtskab med, da del Bosque i marts 2017 lancerede den spanske fodboldskole på KFUM.
Det var første gang, at den berømte træners akademi rykkede uden for Spanien. Siden er der gennemført lignende og andre kurser i bl.a.
Frankrig, Rusland, USA og Kina.
Før søndagens træning på "Kunsten" causerede del Bosque for en forsamling af klubbens trænere løst og fast om sin trænergerning. Han understregede, hvorledes han som ung spiller og senere som ny træner i Real Madrid var blevet taget under armen af folk, der ikke var rige på penge, men på moralske værdier.
- Det er vigtigt, at vi har disse værdier for øje i træningen af børn og unge, også i en tid, hvor tv og andre medier sætter fokus på helt andre ting. Både spillere og trænere bør have begge ben på jorden og være rollemodeller, også fordi fodbold tjener som et redskab til udviklingen op opdragelsen af børn, understregede den 68- årige spanier.
Han sluttede som aktiv træner efter EM-slutrunden med Spanien i 2016.
Til gengæld fik han muligheden for at indlede en helt ny karriere, da Spaniens regeringschef, Pedro Sánchez, tilbød ham en post i sin regering. Del Bosque takkede dog pænt nej med henvisning til, at han ikke kunne se sig selv i et sådant projekt.
Medio marts rundede tilmeldingen til sommerens spanske fodboldskole 50 drenge, en del flere end på samme tid i 2018. Der er stadig ledige pladser, men man skal nok ikke vente alt for længe, for så risikerer man, at det er for sent.
Årets spanske fodboldskole holdes i dagene 29. juli - 2. august, alle fem dage fra kl. 9 til 15.